Historien om mig startede d. 3. januar 1994 på Odense Universitetshospital, hvorefter jeg flyttede ind hos mine forældre i Odense. Efter et år flyttede vi til Tommerup, en by lidt udenfor Odense, hvor jeg brugte hele min barndom, indtil jeg først tog på efterskole i Lunderskov og sidenhen begyndte på HTX i Odense.

Efter 3 år i gymnasiet stod jeg for første gang uden planer for min fremtid. Det ændrede sig dog hurtigt, da jeg faldt over et jobopslag fra et spejdercenter uden for Oxford i England. Her blev jeg ansat som aktivitetsinstruktør i en et-årig ansættelse fra september 2014. Da året i England var slut, gik turen retur til Danmark. Her blev jeg ansat som Giv-Et-År Spejder på Houens Odde Kursus- og Oplevelsescenter fra august 2015 til juli 2016.

Nu er jeg blevet 24 år og gift, bor i Randers og er flittig kunde hos Midttrafik, som sørger for at få mig sikkert frem til Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvor jeg læser en professionsbachelor i kommunikation. Det har indtil nu givet mig en masse kompetencer inden for både journalistisk formidling, corporate kommunikation, forandringsledelse, krisekommunikation og projektledelse.

En fritidsinteresse med mening

Ud over studiet, bruger jeg en del tid på spejderarbejdet. Jeg har efterhånden været spejder i 18 år, og fungerer lige nu som instruktør for KFUM-Spejderne samt formand for KFUM-Spejdernes Internationale Arbejdsgruppe. Samtidig med det, er jeg webansvarlig hos Tommerup Gruppe på Fyn, hvor jeg tidligere har været både junior- og seniorleder. Når jeg har tid er jeg også afsted som fotograf for korpset, ligesom jeg skriver til deres forskellige medier og platforme, som Spejdernet.dk og ledermagasinet Ildhu.

Spejder er for mig mere end bål, knob og shorts hele året rundt. For mit spejderliv er det vigtigt, at jeg selv gennemgår en udvikling til at blive en bedre leder. Det sker både når jeg en gang i mellem hjælper til som leder i Tommerup, når jeg tager billeder eller laver andet pressearbejde for korpset, eller når jeg er kursusleder på ungdomskurser for spejdere fra hele landet.

Mit spejderarbejde udvikler og inspirerer en masse andre, sammen med at det giver mig en god lederuddannelse.

Forbundet til omverdenen

Selvom jeg først købte mit første domæne i 2012, har jeg arbejdet med webdesign i flere år før det. Tidligere arbejdede jeg med at opbygge hjemmesider fra bunden, ved brug af HTML, CSS og PHP. Dog er jeg sidenhen gået over til at bygge mine hjemmesider op med CMS’et WordPress som grundsten. Jeg har dog også kendskab til både Typo3 og Concrete5, samt en masse gå-på-mod og vilje til at lære noget nyt. Så andre CMS’er kan bare komme an.

Online sociale netværk har jeg også inde som en naturlig del af min hverdag. Her har jeg i mange år været aktiv på både Facebook, Twitter og LinkedIn – både privat og i forbindelse med mit spejderarbejde.

Et liv i billeder

Allerede som 15-årig begyndte jeg at få interesse for fotografering. Sidenhen har interessen taget fart, og det er efterhånden blevet til en del fotos gennem årene. Efter et par år som hobbyfotograf i mit private liv, begyndte jeg først som frivillig fotograf hos KFUM-Spejderne og blev sidenhen ansat som fotograf hos Restaurations Kompagniet i Odense. Det har ført til jobs for kunder som Coca-Cola, Statoil og The Scout Association i England.